Bog og Idé Ebog: 254,95 DKK
Bog og Idé Papirsbog:349,95 DKK inkl. forsendelse

Gyldendal Ebog: 269,00 DKK
Gyldendal Papirsbog: 250,90 inkl. forsendelse

Saxo Ebog: 190,41
Saxo Papirsbog: 329,07 inkl. forsendelse

Gad Ebog: 225,95
Gad Papirsbog: 264,90 inkl. forsendelse

Som det kan ses er det kun Saxo.com, hvor prisforskellen mellem almindelig papirsbog og e-bog er nogenlunde acceptabel, dog stadig i den dyre ende. Hos Gyldendal ser der dog helt sort ud, men en pris på 269,00 for e-bogsudgaven, der gør den dyre en papirsudgaven. Det kan simpelthen ikke være rigtigt!

Der har da også være kritiske røster ude og sige, at e-bøgerne er alt for dyre, men Gyldendal siger der vil gå tid før at priserne på e-bøger går i den rigtige retning. Så for mit vedkommende er det stadig ikke en plausibel mulighed at købe danske e-bøger.

Der er dog heldigvis stadig alternativer. På Det Kongelige Bibliotek kan man låne ebogs-læsere og mange af de nye danske udgivelser med hjem. Dog kræver dog speciel adgang, hvis man skal hente bøgerne hjemme fra sofaen.

Et andet alternativ, som jeg har store forventninger til er ebib.dk, som er bibliotekernes side for e-bøger. Der har indtil videre ikke været det store udvalg, men efter at Gyldendal er begyndt at udgive e-bøger, at der sket noget. For eksempel har jeg fundet førnævnte Liberty derinde, og der er garanteret også andre af Gyldendals titler. Det foregår nemt ved at man logger ind med sit CPR-nr og lånekortskode, og derefter kan man frit downlåne bøgerne. Man kan låne en bog i 8 dage, og skal derefter downlåne bogen igen.

Ellers køber jeg mine engelsk-sprogede bøger via Waterstones.com, som er en engelsk bogbutik. Her har de en godt udvalg og fornuftige priser. Og det betyder altså ikke flere hundrede kroner for en e-bog, som hos Gyldendal

Men da vi skulle se nogle af deres mere advancerede toiletter tog vi på Toto showroom, hvor der både var toiletter der selv åbnede selv, men desværre ikke brættet, så diskussion forsætter nok Derudover var der diverse skyllefunktioner, mulighed for tilslutning af usb-enhed og for at dæmpe lys osv. Så man kan argumentere for, om man overhovedet behøves at rejse sig brættet.

Det er dog ikke kun for sjov og spas altsammen, for de havde også handicap-venlige toiletter, hvilket garanteret kunne gøre hverdagen nemmere for mange.

LED-pærer er en af de ting, der er blevet spået en stor fremtid, og afløser af de eksisterende el-sparepærer, der både giver et ringere lys end almindelige pærer og indeholder kviksølv. Dette skulle LED-pærerne rode bod på, da de både kan give et blødere lys og ikke indeholder giftstoffer. Disse sælges allerede i stor stil i Tokyo, hvor alle de store elektronikforretninger har pærer fra flere producenter, som bl.a. Sharp og Panasonic. Prisen (cirka 200 kr) ligger også under prisen i DK, hvor de stadig ikke har fået den store udbredelse. Det skyldes nok stadig den høje pris. Men da pæren har en estimeret levetid på over 20 år, er prisen per lystime jo latterlig lille. Det bliver spændende at se om det ændre sig indenfor de næste par år.

Vi fik ikke muligheden for at se et japansk hjem, og et sådant kunne sagtens være spækket med advanceret teknologi. Jeg tror ikke at der nødvendigvis er mere end i hvilket som andet hjem. Der er heller ikke robotter på gadehjørnerne i Tokyo, men tilgengæld stræbes der efter at bruge teknologien til at gøre hverdagen nemmere for folk i land, hvor der arbejdes meget og den tid man har for sig selv, skal bruges på at slappe af og lade sig underholde. Så mit indtryk er, at japanerne ikke nødvendgvis behøver at have den seneste gadget, men måske er hurtigere til at bruge nye teknologier, hvis de kan se at det ville være en hjælp for dem i hverdagen.

Både YXPlayer og OPlayer er udover at være medieafspillere, også filhåndteringsprogrammer, som gør det muligt at overføre filer og ikke kun gennem iTunes’ bøvlede filoverførsel. Det er også muligt at overføre filer gennem en hjemmeside, over et lokalt netværk. Ellers er funktionaliteten i de to applikationer yderst sparsom. Det sidste program CineXPlayer indeholder ingen ekstra funktioner udover videoafspilningen. I hvert fald hvis man ikke tæller en pinlig indbygget introduktionsvideo og baggrundsmusik i videooversigten med. Dog skiller CineXPlayer sig ud, ved at være gratis, i forhold til de to andre afspillere, som begge koster 30 kr.

I og med at udviklerne bag YXPlayer og OPlayer tillader sig at tage penge for deres programmer, forventes det også at man reelt får, det de beskriver, altså mulighed for andre formater end mov og mp4. Og godt nok kan begge afspillere afspille hovedparten af de formater, jeg har smidt i hovedet på dem, men samtlige forsøg har ikke været værd at se på. Enten hakker videoerne håbløst meget, ellers er lyden ude af synk. Det gælder både Xvid og DivX filer, men det går helt galt med MKV filer, som bare står og hakker frem og tilbage mellem fire-frem frames. I Oplayer er der en indstilling, der enten får filerne til at hakke eller være ude af synk. Det er de to muligheder man har. Fedt!

CineXPlayer derimod kan indtil videre kun afspille Xvid og DivX filer, og det tror jeg, har været en god prioritering fra udviklernes side, da den har afspillet hovedparten af de filer, jeg har overført, upåklageligt. Jeg skriver ’hovedparten’, fordi det er bestemt ikke alle filer, den kan klare. Den understøtter, indtil videre ikke AC3-lydformat, så i mange tilfælde vil man blive mødt med meddelelsen om, at filen ikke kan afspilles. Men hellere det, end at filen bare afspilles med lyden ude af synk.

Alle tre afspillere har brug for seriøse opdateringer, hvis de skal leve op til de løfter de kommer med. Efter min mening skulle de aldrig have været udgivet på så tidligt et tidspunkt. Af de tre er CineXPlayer helt sikkert det bedste, da det leverer det meste af hvad det lover og så er det gratis. Min anbefaling er at holde sig langt væk fra YXPlayer og OPlayer, da det er penge smidt ud i luften. Vent hellere og se hvordan CineXPlayer udvikler sig, da de lover at programmet kommer til at understøtte flere formater i senere opdateringer.

Man ser det tydeligt når man sidder i metroen. Her føles det næsten som at sidde i den danske metro eller S-tog, for folk snakker næsten ikke med hinanden, medmindre man lige kender personen ved siden af én. Folk sidder i stedet og stirrer intenst på deres mobiltelefon eller spillekonsol, hvis de altså ikke lige sidder og sover

Det de bruger deres telefon til, er dog langt hen ad vejen, det samme som vi bruger vores telefon til i Danmark: læse nyheder, høre musik, spille og skrive beskeder. Der er er dog en stort undtagelse, og det er at ingen taler i deres moblltelefon, som den i høj grad bliver brugt til i Danmark. Det er nemlig forbudt at tale i telefon i de fleste metro-tog, og hvor det ikke er forbudt er der specielle dele af togene, hvor der må snakkes. Det er helt sikkert noget man burde overveje i Danmark

Overraskende nok kan man dele de mobile enheder, som der blive brugt Tokyo op i tre grupper:

- Nintendo DS
- Klaptelefoner
- iPhone

Det er overraskende, fordi man får indtrykket af at størstedelen bruger en Nintendo DS som underholdning i toget og andre steder. Det er ikke kun børn, men i ligeså høj grad voksne, der bruger den til at spille på. Man kan se dette tydeligt, hvis man tager på McDonalds, hvor halvdelen af gæsterne sidder med en Nintendo konsol. Det har Mcd ydnyttet og tilbyder gratis wifi til alle med Nintendo DS.

En anden overraskelse er hvor meget mobiltelefonerne ligner hinanden. Der er ligesom i USA nogle store teleselskaber, som sidder på kagen, og får lavet telefoner specielt til dem. Det gør det forholdsvis nemt få mobilselskaberne at introducere nye teknologier og services, der har en større chance for at blive brugt bredt af befolkningen. Det betyder dog også at næsten alle telefoner er aflange klaptelefoner, hvor det er meget svært at se hvem der har lavet dem.

Den sidste overraskelse er hvor mange iPhones, man ser i gadebilledet og i butikkerne. Alle andre telefoner (som vi så) er japanske mærker, så at Apple, som udenlandsk mærke, har fået en så stor fod indenfor, er en stor bedrift. Det er et andet stort teleselskab, Softbank, der har ekslusivret på iPhone, og det ser ud til at det er den eneste telefon de sælger. Man må dog gå ud fra at selskabet tilbyder en masse apps, der giver samme muligheder, som der er på andre telefoner, da man givet ikke ville få solgt særlig mange telefoner uden.

Japan er de sidste mange år blevet udråbt som en af verdens førende teknologinationer, og har suppleret resten af verden med den efter den anden smarte tingest. Dog har Japan de seneste år fået skarp konkurrence fra amerikanske firmaer på deres kernekompetencer indenfor underholdning til hjemmet og bærbar teknologi, og det er så meget, at det kan ses i bybilledet i Tokyo. Jeg vil i de næste posts beskrive nogle af de teknologiske tiltag vi så Tokyo.

Et af de steder, hvor japanerne stadig er lysår foran andre vestlige lande er hvor effektivt deres offentlige transport fungerer, og det skyldes i høj grad deres billeteringssystem. Den letteste måde at komme rundt i Tokyo på, er med undergrundsbanen. Her køber man et såkaldt Pasmo/Suica kort, der har et vidst beløb på sig, når man køber det første gang. Når man står på en af metrolinjerne, kører man bare kortet henover en læser, og så er det afsted.

Når man kommer til sine endestation, kører man kortet hen over en læser igen og der bliver trukket et vidst beløb fra kortet. Det går let og gnidningsfrit. Et sådant system findes også i andre storbyer, bl.a. London. Ligeledes bygger det danske Rejsekort på samme koncept. Det smarte ved Tokyos kort er dog, at man kan bruge det andre steder end til toget. Stort set alle kiosker tager imod kortet, og det er muligt at betale for de ting, man ikke lige vil bruge sit almindelige betalingskort til. Det samme gælder de automater, der står på hvert et gade hjørne.

Desuden muligt at få lavet et kombineret VISA/Suica kort så man er fri for at slæbe rundt på flere kort. Så kan det hedengangne Danmønt-kort godt gå hjem og vugge

Uden abonnement på tjenesten, har man et gratis opslag hver dag, hvilket overhovedet ikke er tilstrækkeligt. Ellers kan man købe et privat abonnement, men da jeg bruger de faglige ordbøgerne i tjenesten meget, koster det 500 kr om året. Det synes jeg er lige i overkantet, i og med man kan købe papirsudgaverne, og have dem resten af livet. Men bogformatet tiltaler mig bare ikke. Det er simpelthen for langsomt

Jeg har dog fundet frem til at Københavns Bibliotek har indgået en aftale med Gyldendal om at registerede lånere kan bruge tjenesten lige så tosset de vil, hvilket jeg ligefrem vil kalde genialt. Det eneste man gør er at tilgå denne side og logge ind med brugernavn (cprnummer) og kodeord til sit lånekort. Jeg kan se andre biblioteker ligeledes er tilmeldt tjenesten. Så det er helt sikkert værd at undersøge, om det også er tilfældet i din kommune.

Godt nok er det open source og gratis, men der er selvfølgelig mulighed for at donere en skilling til projektet, så udviklingen på projektet kan fortsætte. Det er helt sikkert en overvejelse værd

Bibzoom har eksisteret i en årrække under navnet Netmusik, som har været bibliotekernes svar på en lovlig musikdownload service. Filerne har været DRM-beskyttede, så det kun har været muligt at afspille musikken på en computer eller specielle bærbare afspillere. Jeg har anvendt denne service en del, bl.a. på arbejde, da jeg alligevel sidder foran en computer. Jeg har brugt det til at prøvesmage musik, for efterfølgende at købe det, for at kunne tage det med på farten.

For en måneds tid diden skiftede siden så navn til Bibzoom og introducerede streaming af musik, som man har set med services som Pandora, Spotify og Last.fm, som vi dog desværre ikke har haft glæden af her i Danmark endnu. Servicen fungerer dog kun hvis biblioteket i din kommune har tilmeldt sig servicen. Og det har Københavns Kommune, som jeg bor i, desværre ikke gjort endnu. Men til gengæld er det muligt at tilgå servicen, hvis man er registreret hos Statsbiblioteket. Og det koster ikke noget.

Når man logger ind på servicen bliver man præsenteret for de nyeste tilføjelser indenfor hver genre af musik. Jeg har dog ikke, i den tid jeg har brugt det, ikke oplevet at der er sket ret meget med disse lister. Kan dog skyldes at jeg hovedsageligt har set på musik indenfor Alternative genren. Ligeledes er der en en liste over de numre andre brugere lige har spillet, og den kan bruges som inspiration til hvad man selv skal høre. Ellers finder man musikken gennem søgefeltet i toppen af skærmen, hvilket generelt fungerer ganske glimrende. Man bliver præsenteret for en række søgeresultater, og har muligheden for enten at afspille nummeret, stille det i kø eller se albummet, som nummeret tilhører. Vælger man sidstnævnte, har man ligeledes mulighed for at sætte hele albummet i kø. Det er let og overskueligt.

Køen er placeret i bunden af vinduet, og er meget simplistisk lavet, med en afspil/pause knap, køen med numre, og statusbar på det nuværende nummer. Hvert nummer er vidt som et ikon af albumcoveret, samt titel. Det giver et godt overblik over, hvilke sange man har i sin kø. Dog kunne man godt ønske sig, at der kunne være flere numre i køen, uden man skulle til at scrolle til siden. Det ville også rart, hvis man havde mulighed for at rykke rundt på numrene i køen eller helt rydde køen for indhold. Den eneste mulighed man har for at modificere køen er ved at slette et nummer af gangen, og man kommer tit til at sidde og klikke ‘slet’ mange gange for at få plads til det næste album, man vil høre.

En fin og brugbar funktion på siden er muligheden for at lave og gemme en afspilningsliste. Det sker ved først at oprette en liste i menupunktet i venstre side og derefter trække numrene over på listen. På den måde skal du ikke søge efter dine ynglingsnumre hver gang du logger ind, men kan bare tilføje afspilningslisten til køen.

Musikudvalget er på nuværende tidspunkt ikke ligeså stort, som det er på DRM servicens. Det kan være svært at finde mindre danske og udenlandske navne på siden, og større danske navne som Mew og Kashmir er heller ikke repræsenteret særligt godt. Det samme var tilfældet, da Netmusik startede op, men det ændrede sig hen ad vejen efterhånden som flere og flere rettighedsaftaler kom i hus. Så jeg går ud fra at streaming servicen nok skal komme op på samme antal musiknumre som sin søsterservice, på et tidspunkt. Flere steder er det angivet, at de nødvendige rettigheder ikke er tilstede, når man søger på et album. Hvilket egentlig er en fin måde at gøre det på.

Alt i alt er det et rigtigt godt udgangspunkt for den første reele streamingservice herhjemme. Der er dog et par ting, som jeg godt kunne have på min ønskeliste for fremtiden. For det første ville det være rart at kunne logge ind direkte på streaming siden stream.bibzoom.dk uden at skulle forbi hovedsiden Bibzoom.dk først. Det virker lidt kringlet. Samtidig kunne det være at siden kunne huske ens bruger, så man ikke skulle logge ind hver gang. Dette er dog nok et bevidst valg fra producenten side af, da det heller ikke skal være for nemt at komme til at bruge musikken, som bibliotekerne i den sidste ende betaler en del penge for at stille rådighed.

En anden tilføjelse, der efter min mening kunne være rart, er scrobbling til f.eks. Last.fm, så det er muligt at registrere hvilket musik man har afspillet. Der er blevet tilføjet Facebook integration til DRM servicen, så andre services burde også være mulige at tilføje.

Ellers glæder jeg mig til at se hvordan den kommende IPhone applikation kommer til at fungere, da jeg mener at det er hér at streamingservices virkelig kan vise deres potentiale.